Bog foredrag

Børn blev sat på auktion. Fattige børn blev bortauktioneret til den lavest bydende – ofte til landmænd, som brugte dem som arbejdskraft. Det er en rå og næsten glemt del af Danmarkshistorien og en virkelighed, der danner baggrund for fortællingen om min egen familie.
Hvordan bliver en bog til? Jeg troede, at med al den viden og de artikler, jeg havde om min oldefar, ville det være en enkel opgave. Men jeg skulle hurtigt blive klogere. Researchen blev dybere, kilder skulle dobbelttjekkes, og historien viste sig at rumme langt mere, end jeg havde forestillet mig.
Kom med bag kulisserne og få indblik i arbejdet med at omsætte virkelige menneskeskæbner til fortælling. Jeg deler også viden om, hvordan socialforsorgen fungerede dengang og hvad det betød for de børn, der blev født ind i fattigdom.

Jeg tog MC-kørekort, da jeg fyldte 40 år – en længe ventet drøm, der endelig gik i opfyldelse. Jeg har haft nogle af mine bedste oplevelser i livet på de ture, jeg har været på. Min første lange tur gik sammen med min storebror, hvor vi kørte til Malaga gennem Østspanien. Det var en tur, der virkelig satte vores søskendeforhold på prøve, og vi lærte så meget om hinanden. Turen gav os lyst til flere eventyr sammen. Siden har vi kørt til Portugal, hvor vi tog den vestlige rute gennem Spanien, og den seneste tur gik over Balkan. Desværre endte den sidste tur med et uheld, da min bror kørte galt sidst på rejsen.
Jeg har selv været på ture gennem USA. Første gang var, da jeg var i New York og lejede en Harley. Uden GPS og helt alene kørte jeg mod Catskills-bakkerne. Jeg var så heldig, at da jeg landede i Woodstock, blev jeg spurgt, om jeg ville medvirke i en film – og det gjorde jeg selvfølgelig. Siden har jeg kørt Route 66 samt Highway 1, dog sammen med et hold af andre motorcyklister.